Du er her: 

Gå med - på Camino Mossø

Pilgrimsvandring søndag d. 15. september kl. 9:30 fra Hatting Kirke

Ordet El Camino er spansk og betyder vejen. Det er navnet på den kendte pilgrimsrute til Santiago de Compostela.

Pilgrimsvandringer finder sted overalt i verden med alle slags motiver. Motionister, vandringsfolk, turister og søgende mennesker begiver sig ud på veje og stier også herhjemme. I middelalderen var pilgrimsbevægelsen stærk og i en periode deltog mellem 20 og 50% af Europas voksne befolkning i valfarter og vandringer. Martin Luther forbød pilgrimsvandringer og først 500 år senere vendte vandringstanken tilbage. Som en indre vandring i den ydre vandrings form. Genfødt i det moderne menneskes behov for indre ro, men også for bevægelse.

Søren Kirkegård siger: ”Tab ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til”.

Han oplevede en slags renselse ved at gå: ”Jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå sig fra den...når man således bliver ved med at gå, så går det nok”.

I dag er der megen fokus på motion og bevægelse. Vi kender til at komme trætte hjem fra arbejde. Går vi en tur, vender energien tilbage, og det letter i sindet. Eller som en læge sagde til en stressramt kvinde: ”Du skal ikke have medicin, men din medicin skal være hver dag at komme ud og fortynde tanker!”. At vandre sammen er derfor ingen præstation, vi skal yde, men en gave. Mens vi går, sanser vi naturen, og vi kan tie stille, tænke, tale eller måske endda synge: Gennem de favre/riger på jorden/går vi til Paradis med sang.

Vi er et udvalg bestående af folk fra Hatting og Torsted. Fælles for os er, at vi kan lide at vandre i naturen gerne i selskab med andre. Vil du gå med? 

Den 15. september mødes vi i Hatting kirke til andagt kl. 9.30 ved Anna Sofie Andersen. Derefter tager vi bussen til Vorvadsbro, hvor vi vandrer sammen over Klostermølle til Voerladegård og hentes her igen. Turen er godt 8 km lang – og for de, der har lyst, er der mulighed for også at gå op omkring Sukkertoppen.

  Praktiske informationer:

 

Program for Pilgrimsvandring

Søndag den 15 . september 2019

09:30

Andagt i Hatting Kirke v/Anna Sofie Orheim Andersen

10:40

Afgang fra Hatting kirke med bus mod Voervadsbro

 

Pause ved Kloster Mølle

-evt. tur op på Sukkertoppen

 

Nadver i Voerladegaard kirke og kaffe

v/Anne Kobberø & Anna Sofie Orheim Andersen

16:10

Afgang Voerladegård med bus

16:40

Ankomst Hatting kirke med bus

  

  •  Hvis du kan gå 8 km så kom og vandre/vær med og få en skøn oplevelse i særpræget natur
  •  Der vil være forplejning på turen i form af landgangsbrød, vand, kaffe & kage.
  •  Der vil være arrangeret fælles bustransport.
  •  Husk at medbringe godt fodtøj og den rette påklædning til dagens vejr.
  •  Vidste du at pilgrimmen har nogle vigtige kendetegn til sin vandring. Det kan være sandaler, stav, hat, rygsæk og kors.
  • Det er gratis at deltage.
  • Tilmelding til kirkekontoret senest den 3. september på e-mail: torsted.sognhorsens@km.dk
Del dette: